Det var et af sommerens højdepunkter, når familierne i årene 1910-1949 drog ud i Dyrehaven til Ulvedalene og Det Kongelige Teaters friluftsforestillinger.
I 1996 tog Det Kongelige Teater i samarbejde med Lyngby Taarbæk Kommune denne dejlige tradition op igen med opførelsen af Elverhøj.
Her i Dyrehaven kunne teateroplevelsen få unikke dimensioner i samspil med Ulvedalenes spektakulære natur. Det stillede dog nogle særlige krav. Blandt andet kravet om et kor, der kunne synge det store scenerum under åben himmel op. Men også om et kor, der samtidig kunne optræde, danse, slås, fægte - og ikke gik af vejen for, at scenen ikke var skrå, men gik i bakke og dal.
På denne baggrund blev Elverhøjkoret dannet.
Elverhøjkoret er i dag etableret som selvstændigt kor under Lyngby-Taarbæk Musikskole, som et af fire overbygningsensembler. De tre andre er Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester, Lyngby-Taarbæk Brass Brand og Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester.
Vi har samarbejdet med dansere og operasangere fra Det Kgl. Teater. Vi har samarbejdet med instruktører og koreografer som Kasper Bech Holten, Mikkel Harder Munch-Hansen, Bill Holmberg og Martin Spang Olsen. Vi har optrådt i Hedelands Amfiteater, på Kildeøen ved Dyrehavsbakken, på Plænen i Tivoli, i Tivolis Koncertsal og på Kastellet i København. I Den Sorte Diamant uropførte vi i 2007 komponist John Højbys seneste værk Dagen og Vejen efter et spændende samarbejde.
I januar 2008 skød vi Sangens År ind ved en festlig nytårskoncert i Lyngby Kulturhus og i sommeren 2008 deltog vi i Tattoo på Rosenborg i anledning af Livgardens 350 års jubilæum. Her var vi netop kommet hjem fra vores seneste korrejse til Athen med to koncerter som mål. Ud af mange rejser i Elverhøjkorets historie er det i øvrigt specielt værd at nævne højdepunkter som Paris, hvor vi sang i Notre Dame og Rom, hvor vi sang ved Mariamessen i Peterskirken.
Det særlige ved Elverhøjkoret er den store lyd og de helt unikke arrangementer vi deltager i. I Ulvedalene har der været Elverhøj, Der var Engang, Aladdin, Ivanhoe og Thor og i 2010 står De Tre Musketerer på programmet.
Med 90 medlemmer har Elverhøjkoret fylde til de store værker, de store koncerter og opsætninger. Vores repertoire spænder vidt fra opera og musicals over de store klassiske mestre til rytmiske og populære sange og viser.
Vi udvikler os hele tiden musikalsk gennem arbejdet med volumen, klang, lyd, teknik, krop og homogenitet i en fælles ambition om at blive udfordret i det, vi holder så meget af: At synge.